Holger Drachmann om Fanø i 1894:

"Sønderho ligger dér med de rødmalede sømærker over de hvide sandkamme - tyst og stille og tærer på fortiden"

Holger Drachmann (1846-1908) kender de fleste i dag nok kun for hans ophold i Skagen, måske også for hans eventyrkomedie "Der var en Gang", men vel især for den populære midsommervise "Vi elsker vort Land". Er han ellers næsten glemt i dag, var han til gengæld i samtiden både en stor og skattet forfatter, men sandelig også anerkendt som marinemaler.

Hans marinemotiver kom mange steder fra: Naturligvis fra Skagen, hvor han havde sommerhus, fra Bornholm, fra Hamborg men sandelig også fra Fanø. Måske du har set nogle af hans fine blyantsskitser udstillet på Fanø Kunstmuseum?

Livet igennem var han temmelig omskiftelig og stemningsbevæget, og i en periode af hans liv, hvor han sloges med både ægteskab, nerver og økonomi, opholdt han sig en del i Hamborg. Her blev han i 1892 kontaktet af den østrigske rigmand og bankier Sigmund Weisz, som to år forinden havde set perspektiverne i det moderne kur- og badelivs udvikling og derfor havde købt A/S Fanø Nordsøbad.

Weisz så en snedig plan i at opreklamere Nordsøbadet som det nye kursted for hovedstædernes baroner og bourgeoisi ved at invitere berømtheder som ambassadører for foretagendet på et gratis ophold på badet. Og her så han det som en oplagt mulighed at invitere det moderne gennembruds frodigste talent, Holger Drachmann og "spidserne af den københavnske presse" til øen. Drachmann tog imod og fik arrangeret, at også den store litteraturkritiker Georg Brandes og "Politiken"s kulturradikale causør, Peter Nansen slog følge.

Det var naturligvis ikke "gratis" for Drachmann. Sigmund Weisz forventede beregnende noget til gengæld. Og hvad kunne Drachmann så gengælde med? Jo, han kunne passende prise kurbadet, stranden og Fanøs herligheder. Brandes kvitterer med en kronik i Politiken i maj 1894 og Drachmann med et større essay i et litteraturtidsskrift i sommeren samme år. Begge de herrer ser skismaet mellem gammelt og nyt og begge har blik for det åbenlyse kultursammenstød mellem bylivets fristelser og almuens beskedne fordringer. Drachmann kalder sit opus "Fanø, o Fanø" og kommer vidt omkring; især det særlige fanøske matriarkat med kvinderne og pigerne i deres nationaldragter er han optaget af og beskriver levende. - Jo, kvinder havde han på alle måder altid et godt blik på!

Han er naturligvis også på den klassiske køretur ad landevejen "asfalteret" med "afrevet marehalm, hvorover man vuggende kører, og til sidst står man af, for ikke at give hestene alt for rig lejlighed til at øve deres kræfter på de kiselstens skærver", som han malende beskriver færden. Efter en anstrengende tur med afstikkere når han frem til Sønderho, den snurrige lille by, som man endelig kommer til, uden at man ret kan skelne huse fra omliggende klitter - den ligger dér, så elskværdig liden og beskeden, pillen og pæn, hvad døre, vinduer, stakitværker og gæstgiveri angår - ganske i kahyt-stilen, ganske som en lille hollandsk klitby - lavt ved jorden, og dog med den tidligere "hovedstads" selvfølelse, stejlt afgrænset mod indflydelser fra det "moderne" Nordby, der bærer alle disse europæiske omvæltninger i sit skjold. Omgivet og beskyttet af øens højeste klitrække - med de rødmalede sømærker over de hvide sandkamme - tyst og stille, venlig men unægtelig lidt ensomt ligger den dér og tærer på fortiden - indrømmende professor Exner og nogle akademiske pensionister et par måneders sommerophold, men strengt afvisende enhver titel af badested.

Endnu.

Og man sætter sig ned i den skyggefulde krohave, mellem de to kastanietræer - hvoraf Exner har gjort en akademisk pennetegning i ulastelige krysstregninger - nyder med et undertrykt suk sin Ny Carlsberg, den eneste ølsort, som findes på stedet - og man drømmer....

Se, det var en både rigtig og god historie. Nu véd vi med sikkerhed, at kåveren var malet rød.

Engelskrød er navnet på et rødbrunt pigment, baseret på jernoxid, der er et biprodukt fra jernfremstilling. Der findes også en mængde andre valører, som ofte er opkaldt efter det sted, de er blevet fremstillet: For eksempel italiensk rødt, tyrkisk rødt, malagarødt. Mon ikke svenskrød, Skagensrød og Fanørød i bund og grund er den samme farve baseret på samme fremstillingsmetode? Farveprøven her er hentet på Kulturarvsstyrelsens side om bygningsbevaring, overfladebehandling og farver.

Silkeborg 15. februar 2009